Dansker debuterer som skuespiller i højspændt tamilsk drama

Medlem af DJ’s hovedbestyrelse debuterer som skuespiller i højspændt tamilsk drama.  »Jeg spillede bare mig selv,« siger han.

Til daglig er Morten Bergholt bimedial journalist på DR Midt & Vest og medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse. Men i den kommende tid kan fans af Bollywood-film opleve Morten Bergholt i en mindre rolle som journalist i den tamilske film “Ilam Puyal” – et højspændt drama med internationale forviklinger, letpåklædte kvinder og masser af sang.

Dele af filmen er optaget i Danmark, og Morten Bergholt fik rollen, da han var ude og dække optagelserne i Herning som reporter for TV-avisen.
I scenen spiller Morten Bergholt en dansk journalist.
»Jeg ved ikke, hvad de havde gjort, hvis jeg ikke tilfældigvis var dukket op. De havde nemlig ikke andre til at spille rollen,« fortæller han Journalisten.dk.

Journalisten skrev i det seneste nummer, at romaner med journalister i hovedrollen går som varmt brød. Bøgerne er ofte skrevet af journalister. Nu tager Morten Bergholt skridtet videre og spiller rollen som journalist i en spillefilm. Og det var faktisk ikke så svært.
»Det krævede ikke det store skuespillertalent, for jeg spillede bare mig selv,« siger Morten Bergholt, der dog ikke har planer om at lægge journalistikken til side for at blive filmstjerne.

Det er tamileren Krishnan Selvadurai fra Herning, der har skrevet manuskriptet, og sammen med andre lokale har tamiler finansieret filmen, som nu er solgt til visning på en indisk tv-kanal. I filmen medvirker ud over Morten Bergholt blandt andre tre ægte Bollywood-stjerner.

Source: www.journalisten.dk

Af: Jakob Albrecht

Speak Your Mind

Tell us what you're thinking...
and oh, if you want a pic to show with your comment, go get a gravatar!